Så er de første uger overstået, og weekenden har nærmet sig med hastige skridt. Endelig var det blevet torsdag, og det var ikke kun "Grey's Anatomy" jeg så frem til: I weekenden skulle vi på vores første tur ud i Vietnam: Til "Halong Bay on earth" - byen Ninh Binh.
Stemningen til weekenden blev allerede sat torsdag aften, da jeg ved middagsbordet opdagede, at jeg ikke vidste hvad der var blevet af nøglen til den cykel, jeg havde brugt. Desperat prøver jeg at genskabe noget af eftermiddagens forløb: Fra jeg låste cyklen til jeg havde gået ca. 10 meter hen til vores værelse.
Nej - jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad jeg havde gjort af den. Jeg skynder mig hen til værelset og begynder at splitte det til atomer. Men den var stadig ikke at finde. Jeg måtte derfor gribe til pandelampen, og lede på gårdspladsen foran vores værelser. Efterhånden som jeg havde rendt rundt, med pandelampe og med røven lige i vejret, og flyttet på hvert eneste blad, havde der samlet sig en stor gruppe piger, der synes det var noget så underholdende.
Pludselig rammes jeg af en tanke: Jeg smed noget skrald ud inden jeg gik ind i værelset.. og med væmmelse vendes mit blik nu mod den ulækre, grå skraldespand.
Men cyklerne skulle bruges fredag morgen, så der var ingen vej uden om. Det var alligevel for meget for de vietnamesiske piger, så de kom mig til undsætning med lysende mobiler og lange pinde. Efterhånden som vi fik spredt dagens skrald ud på jorden, måtte jeg erkende, at nøglen heller ikke gemte sig i skraldet, så jeg begyndte at spørge pigerne om de vidste, hvor jeg kunne finde en cykelhandler. Det forstod de bare desværre ikke, (trods de mange fagter og gentagelser) så de hentede en kniv, en hammer og en skruetrækker, for i stedet selv at prøve på at bortoperere låsen.
Det var alligevel lidt for voldsomt, og jeg måtte derfor indse (efter ca 2 timers leden) at den nøgle var væk. Jeg kontaktede mr. Hero (et navn, han har tildelt sig selv, da vi alligevel ikke kan udtale deres navne korrekt), der er vores koordinator på colleget. Idet jeg fortæller ham om den kedelige situation, og at jeg skal finde en cykelhandler tidligst muligt fredag morgen, ser jeg så nøglen ligge på jorden foran min ene fod.
Jeg undskylder for ulejligheden til mr. Hero, der selvfølgelig ikke forstår et klap, og kaster nøglen hen til den - efterhånden enorme - mængde jublende vietnamesere, der har samlet sig rundt om den åndssvage cykel.
Hvilken fantastisk måde at bruge sin torsdag aften.
- elizabeth
P.S. Jeg er i gang med at skrive om turen til Ninh Binh, så den vil blive udgivet i morgen.
mandag den 17. maj 2010
tirsdag den 11. maj 2010
VELKOMMEN TIL VIETNAM
Så er det efterhånden blevet tid til et nyt blog indlæg.
Megamyg, myggestik, håndvask, møder på vietnamesisk, luftfugtighed på 85%, utæt toilet, engelskundervisning, tidlige morgener, undervisning på college, ustyrlige børn, pho(nuddelsuppe) til morgenmad, ris og forårsruller i lange baner er nu den tilværelse jeg er havnet i.
Da jeg landede i vietnam, var det med blandede følelser. På den ene side havde jeg hjemve, savnede venner og familie, savnede vores lille oase i kathmandu og selvfølgelig også alle mine medvolontører.. men på den anden side var jeg enormt spændt på at se min nye placering samt at opleve livet i Vietnam.
Jeg bliver hentet af en meget sød, lille vietnamesisk kvinde, der er udsendt af den lokale NGO. Allerede her bliver jeg konfronteret med det ekstremt lave engelskniveau, da jeg ikke forstår et eneste ord af hendes (sikkert meget uddybende) introduktion til min midlertidige placering i "Peace House" Hanoi.
Efter den lange køretur bliver jeg smidt af ved et hus, der er en dimentral modsætning til Platformen i Kathmandu: Der var beskidt, ingen talte dansk(ud over anne og jeg), madrassen var tyndere end et stykke læder og der var hverken dyne, hovedpude eller pålidelig vandforsyning . Så alt i alt var min første tanke: ØV, hvor er her bare nederen.
- Den tanke må jeg så bae æde igen, for opholdet i det primitive hus var ekstremt hyggeligt og det føltes som overstået før det var begyndt.
Tasken var pakket og vi var indstillet på en lang, svedig tur til provinsbyen Viet Tri, der ligger 2-3 timer nordvest for Hanoi. Og her blev vi mødt af en noget anderledes tilværelse end den i P.H: 2-mandsværelser med Aircondition, tv på værelset MED disney channel, dobbeltsenge og eget badeværelse. Jeg var træt oven på den lange tur, så jeg kastede mig ned i den seng, jeg havde besluttet skulle være min og - KLASK - den viser sig så at være hård som et bord. Endvidere er der ikke udstyr til at sætte de udleverede myggenet op, så vi måtte sove uden de første par nætter, hvilket har resulteret i polkaprikkede ben, da jeg selvfølgelig havde glemt min nyindkøbte myggebalsam i Kathmandu.
Allerede på 2. dag påbegyndes undervisningen på colleget. Vi fik lov til at observere en time, så vi kunne få en ide om niveauet, og vi forberedte derefter materiale til den efterfølgende eftermiddagstime - der skulle foregå på egen hånd. Diasshow med titlen "Introduction and Conversation" blev det til, og det faldt bare helt til jorden da projektoren ikke virkede og at engelskniveauet i denne klasse var skyhøjt i forhold til klassen vi observerede samme formiddag.
Med rystende stemmer måtte vi improvisere, hvilket læreren ikke var helt tilfreds med, så hun spurgte i pausen om vi kendte sangen "what a wonderful world" (hvilket vi selvfølgelig sagde ja til), og hun kommanderede så derefter, at vi skulle synge den foran klassen(bestående af 80-90 elever). 2 gange. Pinligt var det, ja.
men det gik, og vores første (og eneste) eftermiddagstime er nu overstået.
Vi tilbringer hver eftermiddag i en børnehave i SOS børnebyen. Og det er bare et cirkus. Børnene tonser rundt, river i os, råber ad os og dasker til os ved hver given lejlighed.
I starten synes vi det var vildt sødt, at alle børnene løb ud for at kigge og råbe hallo til os. Så vi vinkede og råbte hallo tilbage til dem. Det viser sig så bare, at de ikke råber hallo, men i stedet råber "UDLÆNDING" på vietnamesisk.
Da undervisningen begynder, finder vi ud af, at INGEN taler engelsk. Så al kommunikation foregår gennem enkelte ord og utrolig mange fagter. - og det skal lige siges, at vi er i børnebyen for at lære 4-årige børn engelsk, og det ville jo selv i Danmark være en udfordring.
MEN vi er ved godt mod, og det går fremad - godt nok er det langsomt - men det er i det mindste i den rigtige retning.
TUSIND tak for alle kommentarerne - SAAAAVNER jeg derhjemme, og jeg håber alt er vel.
Billeder kommer snart - ligesom et nyt blogindlæg.
- elizabeth
Megamyg, myggestik, håndvask, møder på vietnamesisk, luftfugtighed på 85%, utæt toilet, engelskundervisning, tidlige morgener, undervisning på college, ustyrlige børn, pho(nuddelsuppe) til morgenmad, ris og forårsruller i lange baner er nu den tilværelse jeg er havnet i.
Da jeg landede i vietnam, var det med blandede følelser. På den ene side havde jeg hjemve, savnede venner og familie, savnede vores lille oase i kathmandu og selvfølgelig også alle mine medvolontører.. men på den anden side var jeg enormt spændt på at se min nye placering samt at opleve livet i Vietnam.
Jeg bliver hentet af en meget sød, lille vietnamesisk kvinde, der er udsendt af den lokale NGO. Allerede her bliver jeg konfronteret med det ekstremt lave engelskniveau, da jeg ikke forstår et eneste ord af hendes (sikkert meget uddybende) introduktion til min midlertidige placering i "Peace House" Hanoi.
Efter den lange køretur bliver jeg smidt af ved et hus, der er en dimentral modsætning til Platformen i Kathmandu: Der var beskidt, ingen talte dansk(ud over anne og jeg), madrassen var tyndere end et stykke læder og der var hverken dyne, hovedpude eller pålidelig vandforsyning . Så alt i alt var min første tanke: ØV, hvor er her bare nederen.
- Den tanke må jeg så bae æde igen, for opholdet i det primitive hus var ekstremt hyggeligt og det føltes som overstået før det var begyndt.
Tasken var pakket og vi var indstillet på en lang, svedig tur til provinsbyen Viet Tri, der ligger 2-3 timer nordvest for Hanoi. Og her blev vi mødt af en noget anderledes tilværelse end den i P.H: 2-mandsværelser med Aircondition, tv på værelset MED disney channel, dobbeltsenge og eget badeværelse. Jeg var træt oven på den lange tur, så jeg kastede mig ned i den seng, jeg havde besluttet skulle være min og - KLASK - den viser sig så at være hård som et bord. Endvidere er der ikke udstyr til at sætte de udleverede myggenet op, så vi måtte sove uden de første par nætter, hvilket har resulteret i polkaprikkede ben, da jeg selvfølgelig havde glemt min nyindkøbte myggebalsam i Kathmandu.
Allerede på 2. dag påbegyndes undervisningen på colleget. Vi fik lov til at observere en time, så vi kunne få en ide om niveauet, og vi forberedte derefter materiale til den efterfølgende eftermiddagstime - der skulle foregå på egen hånd. Diasshow med titlen "Introduction and Conversation" blev det til, og det faldt bare helt til jorden da projektoren ikke virkede og at engelskniveauet i denne klasse var skyhøjt i forhold til klassen vi observerede samme formiddag.
Med rystende stemmer måtte vi improvisere, hvilket læreren ikke var helt tilfreds med, så hun spurgte i pausen om vi kendte sangen "what a wonderful world" (hvilket vi selvfølgelig sagde ja til), og hun kommanderede så derefter, at vi skulle synge den foran klassen(bestående af 80-90 elever). 2 gange. Pinligt var det, ja.
men det gik, og vores første (og eneste) eftermiddagstime er nu overstået.
Vi tilbringer hver eftermiddag i en børnehave i SOS børnebyen. Og det er bare et cirkus. Børnene tonser rundt, river i os, råber ad os og dasker til os ved hver given lejlighed.
I starten synes vi det var vildt sødt, at alle børnene løb ud for at kigge og råbe hallo til os. Så vi vinkede og råbte hallo tilbage til dem. Det viser sig så bare, at de ikke råber hallo, men i stedet råber "UDLÆNDING" på vietnamesisk.
Da undervisningen begynder, finder vi ud af, at INGEN taler engelsk. Så al kommunikation foregår gennem enkelte ord og utrolig mange fagter. - og det skal lige siges, at vi er i børnebyen for at lære 4-årige børn engelsk, og det ville jo selv i Danmark være en udfordring.
MEN vi er ved godt mod, og det går fremad - godt nok er det langsomt - men det er i det mindste i den rigtige retning.
TUSIND tak for alle kommentarerne - SAAAAVNER jeg derhjemme, og jeg håber alt er vel.
Billeder kommer snart - ligesom et nyt blogindlæg.
- elizabeth