Sådan en lortecykel

Så er de første uger overstået, og weekenden har nærmet sig med hastige skridt. Endelig var det blevet torsdag, og det var ikke kun "Grey's Anatomy" jeg så frem til: I weekenden skulle vi på vores første tur ud i Vietnam: Til "Halong Bay on earth" - byen Ninh Binh.

Stemningen til weekenden blev allerede sat torsdag aften, da jeg ved middagsbordet opdagede, at jeg ikke vidste hvad der var blevet af nøglen til den cykel, jeg havde brugt. Desperat prøver jeg at genskabe noget af eftermiddagens forløb: Fra jeg låste cyklen til jeg havde gået ca. 10 meter hen til vores værelse.

Nej - jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad jeg havde gjort af den. Jeg skynder mig hen til værelset og begynder at splitte det til atomer. Men den var stadig ikke at finde. Jeg måtte derfor gribe til pandelampen, og lede på gårdspladsen foran vores værelser. Efterhånden som jeg havde rendt rundt, med pandelampe og med røven lige i vejret, og flyttet på hvert eneste blad, havde der samlet sig en stor gruppe piger, der synes det var noget så underholdende.

Pludselig rammes jeg af en tanke: Jeg smed noget skrald ud inden jeg gik ind i værelset.. og med væmmelse vendes mit blik nu mod den ulækre, grå skraldespand.

Men cyklerne skulle bruges fredag morgen, så der var ingen vej uden om. Det var alligevel for meget for de vietnamesiske piger, så de kom mig til undsætning med lysende mobiler og lange pinde. Efterhånden som vi fik spredt dagens skrald ud på jorden, måtte jeg erkende, at nøglen heller ikke gemte sig i skraldet, så jeg begyndte at spørge pigerne om de vidste, hvor jeg kunne finde en cykelhandler. Det forstod de bare desværre ikke, (trods de mange fagter og gentagelser) så de hentede en kniv, en hammer og en skruetrækker, for i stedet selv at prøve på at bortoperere låsen.

Det var alligevel lidt for voldsomt, og jeg måtte derfor indse (efter ca 2 timers leden) at den nøgle var væk. Jeg kontaktede mr. Hero (et navn, han har tildelt sig selv, da vi alligevel ikke kan udtale deres navne korrekt), der er vores koordinator på colleget. Idet jeg fortæller ham om den kedelige situation, og at jeg skal finde en cykelhandler tidligst muligt fredag morgen, ser jeg så nøglen ligge på jorden foran min ene fod.

Jeg undskylder for ulejligheden til mr. Hero, der selvfølgelig ikke forstår et klap, og kaster nøglen hen til den - efterhånden enorme - mængde jublende vietnamesere, der har samlet sig rundt om den åndssvage cykel.

Hvilken fantastisk måde at bruge sin torsdag aften.

- elizabeth

P.S. Jeg er i gang med at skrive om turen til Ninh Binh, så den vil blive udgivet i morgen.