Sol, sejlads og promille i Halong Bay

Selvom det efterhånden er et par uger siden, vi blev duperet af Halong Bay’s fantastiske scenarie, husker jeg stadig turen, som var den i går.

Anne, en anden dansk volontør, Stig, og jeg stod tidligt op lørdag morgen, da den stod på afhentning til Halong. Selvfølgelig var vores punktlighed ikke belønnet( det er jo trods alt Vietnam) så turen blev forsinket ca 40 minutter. 

Da vi endelig ankom til byen, bliver vi modtaget af verdens mest irriterende guide(troede vi) - Tom. En overentusiastisk vietnamesisk mand, der led af kronisk munddiarre. Han fik vores - meget blandede - forsamling ledt hen til en mindre jolle, der skulle sejle os ud til den store båd, hvorpå vi skulle overnatte.

Da alle var på plads i båden, fik vi programmet at vide:

1. FROKOST - en glæde den tomme vom så frem til
2. På tur i Halong Bays største grotter
3. Kajaksejlads
4. Badning
5. Aftensmad
6. Karaoke og fest

Turen i grotten var mildest talt fantastisk, andre ord er der simpelthen ikke for det:

en ægte pingvinsten!

ja, selv i grotter er der brandfare! - og denne ene brandslukker skal nok klare ærterne!  

Som afslutning på grottevandringen, skulle vi - i par - ud og sejle i kajak. Kort sagt: Vi var 3 jeg trak nitten og endte i båd med en vietnameser, jeg ikke kendte, så det var great. Heldigvis var han tosset med at padle, så jeg sad egentlig bare og nød turen i ro og mag. - hvilket passede mig glimrende.

Efter aftensmaden, blev der skruet helt op for DJ Aligator. Så vi blev inspireret af de dybe strofer (som fx: Blow my whistle baby og I wanna screw you good) til at benægte vores identitet som danskere og drikke os i hegnet (som jo ikke er særlig dansk), hvilket viste sig at fungere godt sammen med synet af den vietnamesiske besætning, der festede AMOK til musikken. Vi fik hurtigt selskab af en gruppe engelske drenge - Scott, Luke, Chad og Sam (rimelig boyband-ish navnesammensætning, som vidst nok blev pointeret et par gange i løbet af aftenen)

Anne, der efterhånden havde fået sig en øl eller 2, bød drengene velkommen ved at udbryde: “I’ve heard that men from England have extremely small willies”, hvilket kom fuldstændig bag på dem. - og med dette blev stemningen for resten af aftenen sat.

(Denne frase er siden blevet malket grundigt, og jeg må umiddelbart konkludere, at alle engelske mænd bliver utroligt chokerede og fornærmede over påstanden) 

Omtrent ved 4. øl begyndte karaoke at lyde som en sjov ide, så Anne og jeg gav en omgang “Ghostbusters” til den efterhånden snaldrede forsamling...

Næste morgen skulle vi checke ud klokken 9, så det var med tunge hoveder, vi spiste morgenmad. Jeg må indrømme, at natten om bord på båden havde været langt under min forventning: Vores Airconditioning virkede ikke, og det var mindst 1000 grader, så jeg havde i en sen nattetime truffet den kloge beslutning at sove udenfor vores vindue, direkte på træplankerne - så nej, jeg havde ikke sovet særlig godt, og det kan BESTEMT ikke anbefales! 

Klokken 10 stod vi med oppakning og tømmermænd på Cat Ba Island og ventede på bussen OG en ny guide(hvilket i hvert fald jeg glædede mig til). 

Da bussen endelig ankommer, ser jeg den nye guide, der (tro det eller ej) er ENDNU værre end den første. Han introducerer sig selv således: “My name is Fuk, not Fuck.” og  “Let’s have an amazing time and don’t be lazy, just be crazy. If you are lazy i will get you.”  - behøver jeg at sige mere? 

Derudover blev dagens program gennemgået:

1. Easy trekking eller mountainbike

1. Sejltur til Monkey Island, hvor vores hotel var
2. Frokost
3. Solbadning
4. Aftensmad
5. Fest (Don’t be lazy, just be crazy)

Da jeg har en grim erfaring af mountainbiking fra Sydafrika (det er bare alt for hårdt til mig), valgte jeg easy trekking - hvilket viste sig at være en KÆMPE fejl. Jeg havde (pga vejret og den fremtidige solbadning) valgt at iføre mig en strandkjole, bikini og klipklappere, og det er ikke lige udstyret man skal bruge, når man skal bestige et mindre bjerg..Og jeg må derfor erkende, at min bagdel bestemt ikke er blufærdig, og har det med at lave ballade ved titte ud af klæderne, hver gang jeg skal trekke: Hele gruppen havde frit udsyn(trods mange forgæves anstrengelser med at holde kjolen ind til kroppen) til min bagdel på de stejle steder - hvilket var ca 2/3 af turen - fra min kloge placering som forrest, lige efter guiden.

Det viste sig så, at semibare balder var den mindste af mine bekymringer, for vi skulle også ned igen... Og på det tidspunkt, var jeg så svedig, at mine klipklappere var blevet glatte. Og som om ikke klipklappere og klipper var slemt nok, så skøjtede jeg nu også rundt i dem, bandende og svovlende over at der ikke var en fucking rulletrappe, når jeg havde brug for det.

Men jeg kom ned - hæs og hidsig - i et stykke.

Efter aftensmaden stod det videre forløb i promillens tegn, så vi sad og hyggedrak med englænderne igen. Pludselig kommer “Fuck” op og indbyder os alle til dans i det, der viste sig at være et underliggende diskoinferno: Da vores øjne vænner sig til den lumre belysning, ser vi nu et syn, vi sent vil glemme: Hele hotellets vietnamesiske stab hopper rundt som lopper til dødstechno, - bid her mærke i, at den gennemsnitlige vietnamesiske mand er ca 150 cm høj, hvilket ikke gjorde det mindre fristende at kaste sig ud som vilde dyr til de farlige rytmer. Efter ca. 10 minutters intens, spjættende 80‘aerobic lignende dans - med arme og ben i alle retninger - tillægger Anne sig et svært tilfælde af sidestik, så vi bliver nødt til at stoppe(mens legen var god)

Det skulle der selvfølgelig skåles på, og da alle var gået i seng, besluttede vi og englænderne os for at - bade, eller ifølge englænderne: nøgenbade. (- Hvilket IKKE var en del af aftalen!). Da vi, som de godt opdragede piger, vi nu en gang er, havde hentet vores bikinier, faldt vi over det fabelagtige udstyr: redningskranse. Så i bedste Baywatch-stil kastede vi os ud i vandet med disse om livet. Fornuftig er man vel! Og her blev vi modtaget af 4 engelske willies. Skuffede over vores påklædning, krøb 2 af drengene i badebukser, imens den lidt tunge Sam og den lumre scoreKaj - Scott - stadig syntes det var skønt, at svømme rundt, som gud havde skabt dem. Da Sam og Scot blev en tand for kække, måtte der tages grove midler i brug: “Go away, Sam, I’m peeing” skældte Anne, der selvfølgelig ikke tissede!! (lige der i hvert fald) mens jeg kæmpede en svær kamp mod Scott’s forhåbningsfulde tilnærmelser.

Efter ca en times baderi, blev timen for sen, og vi besluttede os for at gå hver til sit ca. 4 timer før aftensmad. 

- Alt i alt en virkelig god tur.

Til Ninh Binh som "backseatbitch" på MOTORBYE

 

 Efter en promillerig fredag aften, stod vi med tunge hoveder op, da vækkeuret ringede klokken 09.00 - turen gik til Ninh Binh.

For at spice turen lidt op, havde vi slået pjalterne sammen med 2 tyske volontører (Johannes og Christoph), der - meget belejligt - var i besiddelse af motorcykler (eller "dirtbikes" som de selv kalder dem - men let's face it, kalde en spade for en spade: det er en knallert).

Som aftalt stod vi med tæt pakket bagage foran st Joseph's Katedral klokken 10. Efter ca 10 minutter fik vi så en besked, hvor der stod, at drengene blev lidt forsinkede, så vi besluttede os for at finde noget spiseligt morgenmad. Da klokken var 20 minutter over 10 var vi igen på pletten (Man lærer hurtigt den vietnamesiske tidsfornemmelse: Når man det ikke til tiden, så kommer man bare lidt senere) Men ingen tyske drenge var at finde i mængden af mennesker, der var samlet foran kirken. Da klokken så var halv 12 ankom de svært tømmermændsramte knægte endelig. Da bagagen var hængt på "motorcyklerne" begyndte de at hive diverse olierede stykker værktøj frem. Johannes (mit ride) kiggede undskyldende på mig, og forklarede, at hans kobling ikke helt virkede, og at de lige ville fikse den i en ruf. Deres anstrengelser var dog forgæves, hvilket resulterede i et MEGET langt besøg hos en mekaniker efter ca 1 times kørsel.

 

Jeg går ikke ud fra de har mange kvindelige kunder i biksen...

Da det så endelig var overstået, kunne vi igen begive os videre på den 4 timers lange færd til Ninh Binh. Da det er Monsun herovre for tiden, havde det stået ned i stænger kort før afgang,  og det havde resulteret i lange, totalt oversvømmede strækninger. - Anne og Chris besluttede sig så for at lave en galant overhæling, da vandet var dybest, så vi blev fuldstændig oversprøjtet af det mudrede vand. (Jeg havde selvfølgelig taget en hvid kjole på, så den blev svært gennemsigtig, hvilket nok har glædet de mange forbipasserende biler, busser og rigtige motorcykler.

HELDIGVIS var det 1000 grader(som sædvanlig) så kjolen tørrede i løbet af en halv times tid.

Da min bagdel var godt sædeformet og øm, var vi endelig ankommet til Ninh Binh klokken 4 om eftermiddagen. Johannes havde været i Ninh Binh før, og kendte til et godt, billigt hotel i byen. I god hjulbenet gang fik jeg kæmpet mig op ad de mange trapper, for at se på værelset. Ikke noget særligt, men langt over det der kan forventes for 150000 nisser pr nat (ca 45 kroner).

Det synes de andre imidlertid var for dyrt, så efter lang tids diskussion blev vi smidt ud af hotellet. Herefter måtte vi ellers besøge en lang perlerække af hoteller, da vi ikke kunne finde værelser til under 15 dollars (285000 nisser) pr nat, hvis der skulle være airconditioning. - men vi fandt til sidst et hotel med værelser til 150000.

Under aftensmaden, besluttede vi at lære hinandens kultur lidt bedre at kende. - Vi er jo trods alt  volontører, så vi vil gerne opleve kultur HELT TÆT PÅ. Så dette interkulturelle møde blev indledt med det udfordrende spørgsmål: Hvad ved I egentlig om Tyskland. Og ja, jeg startede ud ved at nævne 3 grundlæggende ting:

1. I Tyskland hedder alle Heino og har overskæg

2. De synkroniserer alle film

3. Alle elsker schlager hits

- Denne åbning lukkede tilsyneladende for fornuftige input resten aftenen..

Da vi havde spise aftensmad synes vi, der var brug for lidt sjov i lejren, så vi købte 2 vietnamesisk fabrikerede flasker vin, der desværre viste sig at smage som morgenurin. Men alkohol skal ikke spildes, så den røg da ned. (Anne, Chris og jeg drak et enkelt glas og Johannes fik på en eller anden måde drukket resten).

Næste morgen stod den på sejlads i små joller på floden. Hvis man ser bort fra de mange turister, var det en fantastisk smuk tur:

Haha, så oplever man den sande natur.

 

Det var alt for denne gang! 

Næste tur går til Halong Bay.

Savner jer derhjemme

Sådan en lortecykel

Så er de første uger overstået, og weekenden har nærmet sig med hastige skridt. Endelig var det blevet torsdag, og det var ikke kun "Grey's Anatomy" jeg så frem til: I weekenden skulle vi på vores første tur ud i Vietnam: Til "Halong Bay on earth" - byen Ninh Binh.

Stemningen til weekenden blev allerede sat torsdag aften, da jeg ved middagsbordet opdagede, at jeg ikke vidste hvad der var blevet af nøglen til den cykel, jeg havde brugt. Desperat prøver jeg at genskabe noget af eftermiddagens forløb: Fra jeg låste cyklen til jeg havde gået ca. 10 meter hen til vores værelse.

Nej - jeg kunne simpelthen ikke huske, hvad jeg havde gjort af den. Jeg skynder mig hen til værelset og begynder at splitte det til atomer. Men den var stadig ikke at finde. Jeg måtte derfor gribe til pandelampen, og lede på gårdspladsen foran vores værelser. Efterhånden som jeg havde rendt rundt, med pandelampe og med røven lige i vejret, og flyttet på hvert eneste blad, havde der samlet sig en stor gruppe piger, der synes det var noget så underholdende.

Pludselig rammes jeg af en tanke: Jeg smed noget skrald ud inden jeg gik ind i værelset.. og med væmmelse vendes mit blik nu mod den ulækre, grå skraldespand.

Men cyklerne skulle bruges fredag morgen, så der var ingen vej uden om. Det var alligevel for meget for de vietnamesiske piger, så de kom mig til undsætning med lysende mobiler og lange pinde. Efterhånden som vi fik spredt dagens skrald ud på jorden, måtte jeg erkende, at nøglen heller ikke gemte sig i skraldet, så jeg begyndte at spørge pigerne om de vidste, hvor jeg kunne finde en cykelhandler. Det forstod de bare desværre ikke, (trods de mange fagter og gentagelser) så de hentede en kniv, en hammer og en skruetrækker, for i stedet selv at prøve på at bortoperere låsen.

Det var alligevel lidt for voldsomt, og jeg måtte derfor indse (efter ca 2 timers leden) at den nøgle var væk. Jeg kontaktede mr. Hero (et navn, han har tildelt sig selv, da vi alligevel ikke kan udtale deres navne korrekt), der er vores koordinator på colleget. Idet jeg fortæller ham om den kedelige situation, og at jeg skal finde en cykelhandler tidligst muligt fredag morgen, ser jeg så nøglen ligge på jorden foran min ene fod.

Jeg undskylder for ulejligheden til mr. Hero, der selvfølgelig ikke forstår et klap, og kaster nøglen hen til den - efterhånden enorme - mængde jublende vietnamesere, der har samlet sig rundt om den åndssvage cykel.

Hvilken fantastisk måde at bruge sin torsdag aften.

- elizabeth

P.S. Jeg er i gang med at skrive om turen til Ninh Binh, så den vil blive udgivet i morgen.

VELKOMMEN TIL VIETNAM

Så er det efterhånden blevet tid til et nyt blog indlæg.


Megamyg, myggestik, håndvask, møder på vietnamesisk, luftfugtighed på 85%, utæt toilet, engelskundervisning, tidlige morgener, undervisning på college, ustyrlige børn,  pho(nuddelsuppe) til morgenmad, ris og forårsruller i lange baner er nu den tilværelse jeg er havnet i.


Da jeg landede i vietnam, var det med blandede følelser. På den ene side havde jeg hjemve, savnede venner og familie, savnede vores lille oase i kathmandu og selvfølgelig også alle mine medvolontører.. men på den anden side var jeg enormt spændt på at se min nye placering samt at opleve livet i Vietnam.

Jeg bliver hentet af en meget sød, lille vietnamesisk kvinde, der er udsendt af den lokale NGO. Allerede her bliver jeg konfronteret med det ekstremt lave engelskniveau, da jeg ikke forstår et eneste ord af hendes (sikkert meget uddybende) introduktion til min midlertidige placering i "Peace House" Hanoi.

Efter den lange køretur bliver jeg smidt af ved et hus, der er en dimentral modsætning til Platformen i Kathmandu: Der var beskidt, ingen talte dansk(ud over anne og jeg), madrassen var tyndere end et stykke læder og der var hverken dyne, hovedpude eller pålidelig vandforsyning . Så alt i alt var min første tanke: ØV, hvor er her bare nederen.

- Den tanke må jeg så bae æde igen, for opholdet i det primitive hus var ekstremt hyggeligt og det føltes som overstået før det var begyndt.

Tasken var pakket og vi var indstillet på en lang, svedig tur til provinsbyen Viet Tri, der ligger 2-3 timer nordvest for Hanoi. Og her blev vi mødt af en noget anderledes tilværelse end den i P.H: 2-mandsværelser med Aircondition, tv på værelset MED disney channel, dobbeltsenge og eget badeværelse. Jeg var træt oven på den lange tur, så jeg kastede mig ned i den seng, jeg havde besluttet skulle være min og - KLASK - den viser sig så at være hård som et bord. Endvidere er der ikke udstyr til at sætte de udleverede myggenet op, så vi måtte sove uden de første par nætter, hvilket har resulteret i polkaprikkede ben, da jeg selvfølgelig havde glemt min nyindkøbte myggebalsam i Kathmandu.

Allerede på 2. dag påbegyndes undervisningen på colleget. Vi fik lov til at observere en time, så vi kunne få en ide om niveauet, og vi forberedte derefter materiale til den efterfølgende eftermiddagstime - der skulle foregå på egen hånd. Diasshow med titlen "Introduction and Conversation" blev det til, og det faldt bare helt til jorden da projektoren ikke virkede og at engelskniveauet i denne klasse var skyhøjt i forhold til klassen vi observerede samme formiddag.

Med rystende stemmer måtte vi improvisere, hvilket læreren ikke var helt tilfreds med, så hun spurgte i pausen om vi kendte sangen "what a wonderful world" (hvilket vi selvfølgelig sagde ja til), og hun kommanderede så derefter, at vi skulle synge den foran klassen(bestående af 80-90 elever). 2 gange. Pinligt var det, ja.

men det gik, og vores første (og eneste) eftermiddagstime er nu overstået.

Vi tilbringer hver eftermiddag i en børnehave i SOS børnebyen. Og det er bare et cirkus. Børnene tonser rundt, river i os, råber ad os og dasker til os ved hver given lejlighed.
 I starten synes vi det var vildt sødt, at alle børnene løb ud for at kigge og råbe hallo til os. Så vi vinkede og råbte hallo tilbage til dem. Det viser sig så bare, at de ikke råber hallo, men i stedet råber "UDLÆNDING" på vietnamesisk.

Da undervisningen begynder, finder vi ud af, at INGEN taler engelsk. Så al kommunikation foregår gennem enkelte ord og utrolig mange fagter. - og det skal lige siges, at vi er i børnebyen for at lære 4-årige børn engelsk, og det ville jo selv i Danmark være en udfordring.

MEN vi er ved godt mod, og det går fremad - godt nok er det langsomt - men det er i det mindste i den rigtige retning.

TUSIND tak for alle kommentarerne - SAAAAVNER jeg derhjemme, og jeg håber alt er vel.
Billeder kommer snart - ligesom et nyt blogindlæg.

- elizabeth

Ti Timers Trekking - med numsen bar

Ja, I undrer jer maaske lidt over titlen paa dette blogindlaeg, men det kan faktisk lade sig goere:

3. uges program var vel overstaaet, og det var endelig blevet fredag foer den forlaengede weekend. Da vi alle var lidt friske paa noget andet end det - yderst veltilberedte - mad vi faar paa platformen. Saa vi besluttede i faellesskab at tage paa en saakaldt danserestaurant.. Eksotisk lyder det jo, og det skal jeg lige LOVE for, det var!!!!!

Da vi traedte ind i et lille lokale med ringe, pangfarvet og blinkende belysning, ser jeg straks den glinsende stripperstang, der pryder den store scenes hjoerne. Skeptiske blikke udveksles mellem os volontoerer og opmaerksomheden ledes nu hen paa den msstiske bordopsaetning: naermest som i en lille, lummer biograf er borde og sofaer linet op, saa alle har front mod scenen. Vi synes umiddelbart alle, det er lidt underligt, da vi havde et indtryk af, at disse nepalesiske danserestauranter skulle vaere for familier...

Og som turist/volontoer kan man jo godt vaere lidt naiv, saa vi blev haengende indtil maden var bestilt-spist-og betalt.

Det gik for alvor galt, da foerste optraeden blev indledt. Ud fra det tunge forhaeng kommer en let paalkaedt nepalesisk kvinde med nogle uduelige, laar-hoeje, hvide latex stoevler, der indleder en umotiveret, "pretend to be"-fraek dans til noget nepalesisk pop.

Det viser sig nemlig, at denne "danserestaurant" ogsaa er et bordel, hvor maend og kvinder laver - i nepalesiske oejne - et erotisk og udfordrene danseshow, hvorefter gaesterne (af gode grunde primaert maend) kunne betale for deres selskab ved bordene - eller i et af de lurvede baglokaler.

Selvom alene oplevelsen ville have vaeret rigelig paamindelse om den fredag aften, blev over halvdelen af gruppen ramt af roskildesyge - nogle var saa uheldige at opleve det under den 5-7 timers lange bustur til nepals nationalpark, Chitwan.

Da vi saa endelig ankommer til chitwan, checker vi ind paa et guest house, der er LANGT over det vi havde turdet haabe paa, saa det var virkelig skoent. Baade mad og service laa langt over det man kunne forvente for 400 nissepenge (ca. 30-40 kr) pr. nat.

Klokken 05 ringer uret saa, og det er tid til at gnide soevnen ud af oejnene, saa vi kunne komme afsted paa "Jungle-trek". Og jeg havde selvfoelgelig ikke taget lange, kulturvenlige trekkingbukser med, saa det havde jeg anskaffet i en lokal biks hernede. DET SKAL I HVERT FALD PAA LISTEN OVER DONT'S!!!!!

For allerede ved foerste pause, - efter 1 times gang - haenger jeg fast i den traestamme, jeg havde udset mig som en acceptabel taburet... Og det moegstof var simpelthen saa moert, at jeg kunne hoere et sproedt "grrrrrr", hver gang jeg satte- eller boejede mig ned.

HELDIGVIS havde jeg min lange, upassende "I dont care what people say, as long as I get what I want"- tshirt paa, saa der ikke var fri udsigt til mine mere og mere bare balder. - det meste af tiden. 

Da vi saa havde vandret i 6-7 timer var det saa tid til endnu en pause, hvor kun skovbunden kunne bruges som siddeplads, og jeg skal lige hilse og sige at skovbunden i junglen er beklaedt af diverse biller, termitter, myrer osv. Denne scene udgjorde saa, at jeg fik et mentalt sammenbrud, saa jeg for rundt i junglen, kastende med blade, sparkende til traeer og taske, raabende, skrigende, og bandede junglen og jungletrekking langt ned i helvede.

Men vi kom hjem, og alt i alt var turen helt fantastisk. Det var bare super aergerligt, at jeg skulle rammes af karma fra den upassende t-shirt.. - det var jo i hvert fald ikke en bar bag i junglen, jeg ville have...

Jeg var desvaerre ikke smart nok til at tage et billede af de skamferede bukser, men jeg kan fortaelle, at der INTET stof var i en gigantisk, Kritisk firkant, der ville have givet fri udsigt til de vinterblege balder, hvis det ikke var for t-shirten (saa velkommen var den, - aandssvagt budskab eller ej)

men her er lidt flere af de billeder jeg FIK taget under turen: 

lidt ligegyldige og "anderledes" billeder.

min EKSTREMT haevede haand

Perfekte foedder til selskabslegen: Gaet hvor min sandal har siddet

(og virkelig flotte sandaler)

Inden hjemturen var vi paa elefant-safari. Jeg maa indroemme, at jeg havde blandede foelelser, da jeg besteg elefanten.. Jeg havde glaedet mig ekstremt meget til turen, men jeg synes ikke synet af elefanternes leveforhold var saerligt opmundrende. Mange af dem havde saar, udslet i hoevedet og de saa generelt ikke saerligt velpassede ud. Men turen var nu sjov, og jeg ville ikke saa gerne have vaeret foruden - selvom jeg nok ikke havde betalt (og stoettet projektet) for turen, hvis jeg havde set stedet paa forhaand.

Men vi vik set baade naesehorn, div. nepalesiske "hjorte" og paafugle. Paa turen havde elefanten foraan lidt daarlig mave, hvilket resulterede i en stor prut, hver gang den skulle gaa op ad en stejl skraaning. Barnlig af sind er vi vel alle, saa jeg udbroed fnisende "pruut" hver gang der blev sluppet en lille portion gas, og jeg ved ikke hvordan, men vores elefantfoerer havde HELT styr paa hvad prut betyder, saa han fnisede genert med og sagde "yeees".

 Desuden jeg fik lov til at klappe elefanterne (og det kan jo altid kan redde min dag).

Ellers er alt vel herovre,

savner jer derhjemme

- elizabeth.

P.S Jacob og Emilie - tak for kommentarerne - saa ved jeg, der i hvert fald er 2 ud over mor, far og soester, der laeser dem :) 

Meget noegen Massage ..

Saa er det endelig onsdag i d. 3. uge af vores ophold. Netop denne onsdag har - i hvert fald jeg - set frem til, siden sidste uges taette program blev paabegyndt: vi har fieldwork til vores DoC projekter hele formiddagen og allerede fri klokken 14.45, saa alt i alt en dag, hvor vi har mere fritid end saedvanlig. - og fritid er til for at blive brugt, saa christina og jeg besluttede at udnytte det bedst muligt..



Da dagens program var overstaaet, var vi kommet en del laengere med vores DoC projekter, og projektets arbejdsgang er nu udarbejdet og haengt op som en saakaldt actioplan, saa vi foelte nok derfor alle, at vi havde gjort os fortjent til en eftermiddag bestaaende af shopping, afslapning, laesning eller som Christina og jeg - Massage...



Mmh, massage i 3 timer for kun 2000 nissepenge (ca 170-200 kr), en tiltraengt forkaelelse de oemme trekkingben vil takke os for - troede vi.

Vi bestilte fint vores massagetilbud (bestaaende af full body scrub, full body massage and facial) i skranken, og da de kun havde 1 enkelt kvindelig massoese tilbage, tog jeg til takke med en mandlig - massage er vel massage og det er jo ikke nyt for dem at massere kvinder. Med hoeje forventninger satte vi os til rette i venterummet, hvor vi hurtigt blev hentet af den kvindelige massoese....


Vi bliver saa foert ind i et stoerre rum, hvor vi paent bliver bedt om at afklaede os. Vi smider alt paa naer underbukserne, og laegger os afventende op paa massagebriksen.

Det viser sig saa bare, at underbukser skal smides, naar man skal masseres eller lignende i Nepal, og det er umuligt at goere elegant, naar man ligger paa maven og 2 unge nepalesiske massoerer observerer. Men af kom de da, og saa startede vores behandling for alvor. Inderlaarene var graenseoverskridende, da det lille lagen blev pakket meeeeget langt op og benene spredt, saa de rigtig kunne komme til. Da nedre kropsdele var overstaaet, aandede jeg lettet op, for saa igen at blive grebet noegenhed. lagnet bliver nu trukket med til starten af laarene, og balderne fik nu en ORDENTLIG tur. Efterhaanden som jeg laa der - noegen som en baby - begyndte jeg at fortryde saetningen: "I don't mind" noget saa grusomt, da jeg nu kom til at  frygte det, der kunne ske, naar foers jeg vendte mig om paa ryggen.

Og ja, helt galt var jeg da ikke paa den, for brysterne fik ogsaa en ordentlig tur af den lille nepalesiske mand, der ikke har vaeret en dag over 21.

Da scrubben havde faaet tid til at virke, skulle det vaskes af. Og det foregik i et lille, skummelt og beskidt omklaedningsrum, der lugtede af billig parfume og sure sokker blandet med dunsten af gas fra det gasblus-opvarmede vand.

Efter 1000 aars kaempen med den genstridige, meget farverige scrub og et vandtryk, der er "non existent", var vi saa klar til en ordentlig omgang meget noegen massage, der havde omtrent samme forloeb som bodyscrubben. - Dog med den ene undtagelse, at de paa et tidspunkt hoppede op paa briksen og masserede os naesten siddende paa vores bare balder.

Men da vi affandt os med at vi var noegne som babies, og aldrig behoevede at saette vores ben i denne spa igen, var massagen faktisk ganske behagelig og vores facial var heller ikke ringe endda.



Men hvis du faar lyst til massage i Kathmandu i fremtiden, saa undgaa tranquility spa, hvis du er sart.

Kulturchock og "Party Palace" i Kathmandu krydret med lidt ZUMBA - nepali style

Power cuts, ZUMBA, nepali pop, taxature, affdald, stoevmasker, groenne skoler, aerobic, gadeboern der sniffer lim, skraldestrejke, momo og "street cows" er efterhaanden blevet en del af min hverdag her i Kathmandu.

Beklager der ikke er kommet et blogindlaeg foer, men jeg har fundet det meget svaert at faa adgang til internettet, naar man skal planlaegge begraenset fritid med powercuts og lunefuldt internet. Og ja, power cuts er en del af liver her i Kathmandu; byen har kun adgang til elektricitet 1/3 af doegnet, og her paa den globale platform har vi for tiden en strejkende generator.

Jeg maa sige, at det stadig er svaert for mig at begribe, at dette beskidte gedemarked virkelig er Nepals hovedstad. De har kun 1 stor, gennemloebende vej, kun 3 lyskryds i hele byen og 1 enkelt "stort" vestligt shoppingcenter - spaekket med div. kopiver af eksklusive maerker. Nu hjaelper det saa heller ikke paa mit foerstehaandsindtryk, at vi er ankommet til byen midt i en skralde strejke, saa skraldet ligger i enorme bunker langs de smalle, beskidte gader. Som alternativ til indsamling af affaldet, bliver disse bunker braendt af i loebet af dagen. (hvilket ikke ligefrem dufter af parfume.) Stoev og bilos ligger som et taeppe over byen og goer udsigten til de naerliggende bjerge naesten umulig. Men nu er vi her, og jeg har opdaget, at det Nepalesiske folk er ekstremt venlige, smilende og gaestfrie, saa det hjaelper paa det ellers negative foerstehaandsindtryk af byen.

Trafikken hernede er fuldstaendig vanvittig! Folk koerer bare, hvor der er plads, og bilhornet bruges som signal til "jeg koerer i min bil nu", "jeg rammer dig, hvis du ikke flytter dig" eller "jeg drejer nu" - saa i kan jo nok forestille jer, at det er rimelig larmende. Taxaerne hernede er til gengaeld fantastiske - vi maa vaere lige saa mange som de smaa mini suzukier kan baere, og man kan prutte om prisen! Her i gaar var vi paa vej til en restaurant - i taxa - og i den forbindelse lavede jeg en lille video:

Her forleden var vi saa inviteret til et arrangment for danske volontoerer i Nepal. Arrangementet blev afholdt i et forsamlingshus ved navn "Party Palace". Der holdt et par taler, og saa gik festen ellers i gang. - jeg vil undlade at beskrive det naermere, da jeg tror denne video vil give et praecist billede af det, der moedte os:

Citat fra sangeren "I think you'll enjoy this" haha

www.youtube.com/watch?v=O9XMt-p_4gE

Tro det eller ej, saa er morgen-aerobic (fra 7-8), i forskellige genrer, blevet en del af min daglige rutine. Og jeg maa indroemme, at det er noget af det sjoveste aerobic jeg nogensinde har proevet! Musikken er fra midten af 90'erne og alle trinnene er klart inspireret af en af de aerobic videoer, der var saa populaere paa VHS en gang. Alle typer er velkomne, saa jeg hopper livligt rundt med buttede familiefaedre, aerobicentusiaster med svedbaand paa handled og hoved, rytmik spassere og en masse kvinder, der synes aerobic er det smarteste i hele Kathmandu. I dag stod den saa paa "Hips'n'thighs", hvilket saa viste sig at vaere nepalesisk ZUMBA. og nej, salsainspirerede dansetrin ligger ikke naturligt for det nepalesiske folk, og da slet ikke for maendene. - Det er et syn jeg sjaeldent vil glemme, og det kan BESTEMT anbefales, hvis I en gang kommer forbi Kathmandu.I gaar blev vi praesenteret for projektet "Groenne Skoler". Det er virkelig et af de mest inspirerende projekter, og formaalet er at bygge baeredygtige skoler i samarbejde med befolkningen. Hvis I har et minut eller 2 til overs, boer i virkelig laese naermere om dette paa MS's hjemmeside:

www.ms.dk/nepal/greenschools

Ellers besoegte vi et boernehjem for gadedrenge, og jeg blev virkelig roert over at se, der virkelig bliver gjort en indsats for at faa disse doern vaek fra Kathmandus gader. Saa jeg vil meget gerne opfordre alle 2 bloglaesere til at besoege denne hjemmeside:

http://www.cpcs-int.org/

Ellers er alt vel

savner jer derhjemme

k. elizabeth

Turen til Kathmandu

Hold da op en tur herned. MEN jeg kom da frem i et stykke - med bagagen i behold!

Allerede i Kastrup var jeg ved at misse flyet. Jeg skulle selvfoelgelig forbi taxfree afdelingen, for det kunne jo vaere at jeg lige kunne falde over et eller andet produkt jeg manglede, og ja, saadan noget kan jo tage tid. Da jeg saa endelig blev faerdig, kastede jeg et blik paa oversigten for flyafgange, og jeg blev lettet over at se, flyet endnu ikke var begyndt at boarde. Derfor taenkte jeg , at jeg liiiige ville smutte forbi boghandlen for at finde noget laesestof til turen - det havde jeg jo selvfoelgelig glemt at tage med.

Da jeg saa stod og betalte ringede telefonen - "Elizabeth, hvor er du?! alle de lukker gaten om lidt!!"

Arh, taenkte jeg, der staar kun "too gate" paa skaermen, saa jeg naar det nok! Men idet jeg staar og kigger skifter "to gate" til "closing", saa jeg maa derfor kaste billet, kort, penge m.m. ned i rullekufferten og spaene afsted.

Herfra gaar turen fint - hvis man lige ser bort fra, at jeg fik min rullekuffert i hovedet, da vi var landet i Helsinki - lige indtil jeg naar til lufthavnen i Delhi. Da jeg faar fisket min smarte pengekat frem fra gemmerne, opdager jeg at mine ekstra pasbilleder (som jeg skal bruge til mit nepal-visum) ikke er med. Men efter at have loebet forgaeves rundt, vejledt af diverse henvisninger, maa jeg konstatere, at noget saa simpelt som en "photobooth" eksisterer ikke i indiske lufthavne! - fedt. Til sidst beslutter jeg at tage chancen, og haaber derfor paa, de kan tage et pasbillede i den nepalesiske lufthavn...

HVILKET DE KUNNE! - men jeg skal hilse og sige, at man ikke er saerlig koen efter at have rejst et doegns tid - og da SLET ikke med halvlukkede oejne. Det billede er simpelthen saa forfaerdeligt, og nej mor, det er ikke bare mig, der er kritisk! - Det ligner virkelig et mug shot af en fedtet junkie der er ved at falde i soevn! Selv manden der udsteder visum grinede ved synet af det. - det kan derfor bestemt anbefales at HUSKE sine billeder, hvis man skal ansoege visum. Dog regner jeg ikke med, de har hoert om uglypeople.com i Nepal og jeg har laenge udslettet det ekstra billede, der fulgte med.

billeder kommer snart

Haaber alt er vel derhjemme :)