VELKOMMEN TIL VIETNAM

Så er det efterhånden blevet tid til et nyt blog indlæg.


Megamyg, myggestik, håndvask, møder på vietnamesisk, luftfugtighed på 85%, utæt toilet, engelskundervisning, tidlige morgener, undervisning på college, ustyrlige børn,  pho(nuddelsuppe) til morgenmad, ris og forårsruller i lange baner er nu den tilværelse jeg er havnet i.


Da jeg landede i vietnam, var det med blandede følelser. På den ene side havde jeg hjemve, savnede venner og familie, savnede vores lille oase i kathmandu og selvfølgelig også alle mine medvolontører.. men på den anden side var jeg enormt spændt på at se min nye placering samt at opleve livet i Vietnam.

Jeg bliver hentet af en meget sød, lille vietnamesisk kvinde, der er udsendt af den lokale NGO. Allerede her bliver jeg konfronteret med det ekstremt lave engelskniveau, da jeg ikke forstår et eneste ord af hendes (sikkert meget uddybende) introduktion til min midlertidige placering i "Peace House" Hanoi.

Efter den lange køretur bliver jeg smidt af ved et hus, der er en dimentral modsætning til Platformen i Kathmandu: Der var beskidt, ingen talte dansk(ud over anne og jeg), madrassen var tyndere end et stykke læder og der var hverken dyne, hovedpude eller pålidelig vandforsyning . Så alt i alt var min første tanke: ØV, hvor er her bare nederen.

- Den tanke må jeg så bae æde igen, for opholdet i det primitive hus var ekstremt hyggeligt og det føltes som overstået før det var begyndt.

Tasken var pakket og vi var indstillet på en lang, svedig tur til provinsbyen Viet Tri, der ligger 2-3 timer nordvest for Hanoi. Og her blev vi mødt af en noget anderledes tilværelse end den i P.H: 2-mandsværelser med Aircondition, tv på værelset MED disney channel, dobbeltsenge og eget badeværelse. Jeg var træt oven på den lange tur, så jeg kastede mig ned i den seng, jeg havde besluttet skulle være min og - KLASK - den viser sig så at være hård som et bord. Endvidere er der ikke udstyr til at sætte de udleverede myggenet op, så vi måtte sove uden de første par nætter, hvilket har resulteret i polkaprikkede ben, da jeg selvfølgelig havde glemt min nyindkøbte myggebalsam i Kathmandu.

Allerede på 2. dag påbegyndes undervisningen på colleget. Vi fik lov til at observere en time, så vi kunne få en ide om niveauet, og vi forberedte derefter materiale til den efterfølgende eftermiddagstime - der skulle foregå på egen hånd. Diasshow med titlen "Introduction and Conversation" blev det til, og det faldt bare helt til jorden da projektoren ikke virkede og at engelskniveauet i denne klasse var skyhøjt i forhold til klassen vi observerede samme formiddag.

Med rystende stemmer måtte vi improvisere, hvilket læreren ikke var helt tilfreds med, så hun spurgte i pausen om vi kendte sangen "what a wonderful world" (hvilket vi selvfølgelig sagde ja til), og hun kommanderede så derefter, at vi skulle synge den foran klassen(bestående af 80-90 elever). 2 gange. Pinligt var det, ja.

men det gik, og vores første (og eneste) eftermiddagstime er nu overstået.

Vi tilbringer hver eftermiddag i en børnehave i SOS børnebyen. Og det er bare et cirkus. Børnene tonser rundt, river i os, råber ad os og dasker til os ved hver given lejlighed.
 I starten synes vi det var vildt sødt, at alle børnene løb ud for at kigge og råbe hallo til os. Så vi vinkede og råbte hallo tilbage til dem. Det viser sig så bare, at de ikke råber hallo, men i stedet råber "UDLÆNDING" på vietnamesisk.

Da undervisningen begynder, finder vi ud af, at INGEN taler engelsk. Så al kommunikation foregår gennem enkelte ord og utrolig mange fagter. - og det skal lige siges, at vi er i børnebyen for at lære 4-årige børn engelsk, og det ville jo selv i Danmark være en udfordring.

MEN vi er ved godt mod, og det går fremad - godt nok er det langsomt - men det er i det mindste i den rigtige retning.

TUSIND tak for alle kommentarerne - SAAAAVNER jeg derhjemme, og jeg håber alt er vel.
Billeder kommer snart - ligesom et nyt blogindlæg.

- elizabeth